Kyllinger 2018

For anden gang har vi hentet daggamle kyllinger ved Hillerød. Første gang var i 2016, og fra det kuld har vi stadig 5 ægliggere. Kyllingerne er af blandet race, og vil ligesom i 2016 ende som ægliggere. Det betyder at hanerne vil blive slagtet for deres kød, når de er fuldvoksne i løbet af efteråret. De første høns fik vi i 2014.

18 maj - Velkommen udenfor

På samme måde som kyllinger overrasker ved at vokse hurtigt, så overrasker de også ved at der ikke sker noget i en periode. Og så lige pludselig, nærmest fra dag til dag, kan man se forskel på dem, de prøver at flyve og løber med glæde rundt i hønsegården.

Små kyllinger udenfor Aktivering til høns

Kyllinger udenfor og aktivering til høns. Tryk på et billede for at se den fulde størrelse.

Desværre vokser træerne ikke ind i himlen. I går afgik den første kylling ved døden, da jeg aflivede den med øksen. Den var svagelig og havde fået et sår på ryggen. Helt tilbage fra varmeskabet har jeg holdt øje med den, for der var den begyndt at vise tegn på at den ville få det svært.

Det er aldrig nemt at aflive et dyr, og slet ikke i tilfælde som det her. Ofte tænker man at med lidt hjælp kan den måske klare sig, eller hvis den lige får en dag til, eller noget tredje. Men sådan er det ikke altid, og det er også vigtigt at tænke på dyrets og flokkens velfærd. Et sår gør ondt at gå med, ligesom hvis der går betændelse i det, så kan det sprede sig til de andre kyllinger.

At industrien gasser alle hanekyllinger ved fødslen, eller at naturen sikkert havde gjordt et større indhug i bestanden, virker som en ringe trøst når man afliver en kylling. Lad os håbe at de resterende 23 klarer sig bedre.

Den hvide kasse på det andet billede står midt i hønsegården, og er ganske enkelt en trækasse med hønsenet omkring, hvor der vokser noget grønt inden i. Tro det eller lad være, men den er fantastisk til at holde de voksne høns i beskæftiget. De støver rundt om den, prikker af det grønne igennem nettet og sidder og hviler sig på den. Den er med andre ord en aktiveringskasse.

6 maj - Velkommen på gulvet

I dag nåede kyllingerne en kritisk størrelse - de kunne ikke være i varmeskabet mere.

Små kyllinger på det store gulv

Kyllinger på gulvet. Tryk på billedet for at se den fulde størrelse.

Det kommer ikke helt uventet, for som sagt vokser kyllinger hurtigt. I forhold til de voksne høns, betyder det at både kyllinger og høns nu skal til at dele plads, og det stresser begge parter. Høns, som alle andre dyr, har det bedst hvis dagene går som de plejer. Derfor lavede jeg i går en ny siddepind som erstatning for den gamle, og et foddertrug af træ med plads til 35kg korn. Og byttede om på hvor tingende står, ligesom at strøelsen på gulvet blev skiftet. Her til morgen slagtede jeg 2 af de voksne høns, og sidst på eftermiddagen rykkede kyllingerne så ned på gulvet.

Ny siddepind Foddertrug af træ

Ny siddepind og foddertrug af træ. Tryk på et billede for at se den fulde størrelse.

På den måde er alle ændringerne for den kommende tid lavet indenfor 24 timer, og hverken kyllinger eller høns skal igennem flere ændringer.

2 maj - Hurtig vækst

Kyllinger vokser utroligt hurtigt. Selvom jeg har set det før, så bliver jeg alligevel overrasket. De bør være i varmeskabet så længe at de kan klare sig uden varmen fra lampen, men hvis skabet er småt nok til at de ikke kan forvilde sig væk fra varmen, bliver skabet hurtigt for lille til dem. Skabet måler kun 70 * 30 cm., og i de første dage er det rigeligt med plads. Strøelsen skal skiftes dagligt, ligesom at vandet skal skiftes 2-3 gange dagligt og fodderet skal toppes af mindst 2 gange dagligt. Grunden er, at kyllinger sviner helt utroligt meget. De kravler med glæde op i fodderet for at skide i det, og fortsætter så over i vandet bagefter.

Helt rent varmeskab Kyllinger i varmeskab

Nyligt ordnet varmeskab. Tryk på et billede for at se den fulde størrelse.

Ved at skabet er aflangt, kan vandet komme væk fra varmen og der er plads til alle kyllingerne i en klump direkte under lampen. Ideelt set skal der helst være 32 grader C under lampen, men bliver der for varmt, så trækker de selv væk. Omvendt, hvis alle kyllingerne klumper sammen under lampen og piver, så er der for koldt. Allerede nu, kun 4 dage gamle, er de begyndt at trække væk fra varmen i løbet af dagen. De fleste lamper kan indstilles til enten at lyse ved fuld eller halv styrke, så fra i morgen får kyllingerne nogle timer midt på dagen med halv varme.

30 april - Opsætning og hjemkomst

Opsætningen er sådan set simpel: 1 varmeskab, 1 varmelampe, vand og foder og så noget blandet strøelse i bunden af varmeskabet. Strøelsen er vigtig, for kyllingerne bruger den til at starte kråsen op med, så der skal være sand og andet grit de kan æde. Friske mælkebøtteblade og skvadderkål kan anbefales. Fodderet er en købt blanding egnet til kyllinger som kaldes kyllingestarter.

Et hav af høns Badehøne

Der er 24 kyllinger i varmeskabet. Tryk på et billede for at se den fulde størrelse.

Indenfor i hønsehuset er der cirka 5 m² imens at de har cirka 16 m² hønsegård udenfor, hvor halvdelen er under tag og kan lukkes af fra den halvdel der ikke er under tag. Ved udbrud af fugleinfluenza kan Fødevarestyrelsen bestemme at høns og andre fugle skal holdes under tag, eller at de slet ikke må komme ud. På gode dage kan hønsene lukkes helt ud, så de har cirka 200 m² forhave at være i. Jeg syntes at de størrelser passer fint til 10-12 voksne høns, men mere er selvfølgelig bedre hvis muligheden er der. Især i de perioder hvor hønsene ikke må komme ud.

Baggrunden for at vi har høns er et ønske om at stå for lidt af produktionen selv. I stedet for at vi henter æg i en forretning, hvor de har skulle transporteres til, kan vi hente dem lige ude i skuret. Samtidig kan voksne høns spise næsten alt, så vi sender mindre affald afsted til forbrændningen. Andet er der egentlig ikke i det. Udover at høns også er gode husdyr.